Du er her: Forsiden Turforslag Marselisborg Slot Indledning Steen Jensen Søg på sitet:


Århus - Marselisborg Slot. Steen Jensen Se turen på Kort Gå til oversigten over Turforslag

Steen Jensen: Skak Dronning (20)

Steen Jensen er født i 1948 i Aalborg. I 1963 kom han i stenhuggerlære og blev udlært i 1967 på Bornholm. Han overtog sin fars stenhuggeri i 1976 og arbejdede i starten kun med gravsten. Arbejdet blev udvidet til det mere kreative med både skulpturer og vandkunst. Steen Jensen udstiller sjældent, men har været med på Kunstnernes Sommerudstilling. Som kunstner er han autodidakt. Billedhuggeren fra Mors har leveret mange store skulpturer til torve rundt omkring i landet. Han er hjemhørende i Nykøbing Mors, hvor han har eget stenhuggeri. Steen Jensen har sin egen hjemmeside.

Gave til Dronningen

Dronning Margrethe fik denne 60 cm høje figur til sin 50 års fødselsdag. Kunstneren, Steen Jensen, samarbejdede på dette tidspunkt med en stor københavnsk byggematador og leverede kunst til flere af dennes byggerier.

Forstudie

Skak Dronning er tænkt som en forstudie til en kunstnerisk udsmykning til et større planlagt kontorbyggeri i Lyngby. Projektet kuldsejlede og byggematadoren gik konkurs, men Hendes Majestæt fik foræret en Skak Dronning.

Overstørrelser

Skak Dronning skulle have været en brik i en storstilet vandkunst på pladsen foran kontorprojektet. Pladsen skulle udformes med et stort skakbræt med alle brikker i overstørrelser.

Kongebrikken

Kongebrikken skulle stå midt i bassinet på en klippe - hævet 6 meter over pladsen - for at tilkendegive overblikket. Kongen skulle bære et sværd for symbolsk at markere, at han til enhver tid kunne skære igennem og dagligt minde medarbejderne om, at han havde styr på strategierne - både egne og konkurrenternes.

Tårne, springere, løbere og bønder

Tårnene yderst på ”brættet” symboliserede rigets grænser, og de skulle holde kongen informeret om strømninger og nye tendenser. Springerne ved indgangen var budbringerne med kommunikationslinjerne, mens løberne skulle stå bagest i form af gejstlige, der skulle symbolisere det, som virksomheden ingen indflydelse har på: lykke og held. Skakpartiets to rækker bønder - her de velkvalificerede og oplyste - skulle symbolsk udformes med lys.

Lille brik i det store symbolske og strategiske spil

Endelig skulle dronningeskakbrikken i sin endelige størrelse - 1,80 meter høj - placeres inde i kontorbygningens forhal og være en daglig påmindelse om, at hun kun er spillets stærkeste brik, fordi hun formår at gå i alle retninger.

Eneste brik

Skakbrættets skaber, Steen Jensen, har med den 60 cm høje, spidshuggetslebne, polerede skulptur i blå Rønne granit ønsket at udtrykke begrebet strategi. Skak Dronning var den eneste brik, der blev skabt på forsøgsbasis, inden det fantastiske projekt kuldsejlede.

Skabt til harmoni

Steen Jensen skriver i sin introduktion til sine værker:

Skjoldhøj Englen

En anden af Steen Jensens mange offentlige skulpturer kan opleves i Aarhus. Foran Skjoldhøj Kirke i Tilst står hans ”Skjoldhøj Engel”. Soklen symboliserer den grå dag, og oven på soklen i englens vinger er den tunge sky med de store dråber eller tårer, men uanset hvor trist en dag virker, så er solen der altid, også selv om man ikke lige kan se den.